Det har længe været italesat, at nedrykningsspørgsmålet først ville blive afgjort i forårets sidste kamp mellem Ørslevkloster og Sparkær. Med kun to kampe tilbage er det ikke længere snak men næsten sikkert, at det bliver afgørelsens time for de to klubber.
Men, men, men og hvis og hvis og hvis. Det kan dog blive afgjort allerede her fredag og lørdag, hvis Sparkær får point mod Nørremarken og ØK taber i Bjerringbro. For så kan Ørslevkloster ikke nå Sparkær og må rykke direkte ned, mens Sparkær skal i playoff nedspil.
Nu handler det dog først og fremmest om fredagens hjemmekamp mod oprykningsfavoritterne fra det nordlige Viborg, som har bragt sig i en gunstig situation og selv kan afgøre, om de vil spille i serie 1 efter sommerpausen. Der er ingen tvivl om, at det nok er det bedst spillende fodboldhold i puljen, hvis de får lov til at spille deres spil.
Og skal Sparkær kunne drille det unge hold i hvepsetrøjerne, så skal de netop ikke have plads til at føre sig frem. Og det skal træner Poul Vistisen nok vide at lægge en plan for. Han kender holdet og er helt sikkert godt forberedt på det, de kommer med. Han ved også, at fysisk kontakt ikke er noget, de bryder sig om, og lige her har Sparkær-spillerne overhånden. De så vi senest, da de havde store problemer med at vinde 3-2 i Ørslevkloster.
Vistisen har holdet klar efter et par uheldige skader i kampen mod Kjellerup. Noah Hvass Gjørup er klar, mens det først afgøres fredag, om både Kasper Møller og Mads Daa Vistisen spiller. Men uanset, hvem der ender med at spille, så er der virkelig noget at gå på banen og kæmpe for. Vi har før haft krammet på Nørremarken – lad de ske igen fredag aften.
-hp