Kasper Møller tog nok engang topscorerprisen i Skive Folkeblad, da antal scorede mål i efteråret blev gjort op. Her scorede han 17 mål i de 9 kampe, han spillede, og kun en enkelt gang gik han fra banen uden at have scoret. Det var i årets sidste kamp mod Skals.
Møller er nu oppe 7 titler siden den første i foråret 2017, og dermed tangerer han Hans Ebbesens tidligere rekord fra 80-erne og 90-erne, da han spillede for Vridsted. Læs her, hvad Skive Folkeblad skrev:
“Der kan vist ikke sættes spørgsmålstegn ved, at Sparkær har haft en af de bedste sæsoner i klubbens historie.
En finaleplads i klubbens egen Fjends Cup, som akkurat blev tabt til naboerne fra Mønsted, blev i efteråret fulgt perfekt til dørs med en suveræn oprykning til Serie 2 – sikret i næstsidste spillerunde ude mod de samme naboer fra Mønsted, som blev spillet så langt ned, at de kunne se græsset gro.
5-0 sluttede det. Og efter sidste spillerunde kunne holdets topscorer Kasper Møller så endnu en gang lade sig hylde som lokalområdets topscorer for sæsonen.
17 mål scorede Mål-Møller, og det selv om han var ude i sæsonens første tredjedel på grund af en ankelskade, han pådrog sig i Fjends CUp-finalen. Men da han først var klar igen, var han en ustoppelig afslutter på de mange bolde, holdkammeraterne gav ham at arbejde med.
Kasper Møller har ikke patent på topscorertitlen, men det er efterhånden tæt på. Han vandt første gang i foråret 2017 og er nu oppe på syv titler i alt. Tættest på at snyde ham i denne omgang var Skive IK’s Sofie Balling og Cecilie Mossing med henholdsvis 13 og 12 mål – de har også begge spillet en fremragende sæson i et efterår, der førte skibonitterne op i Kvindeserien.
Og dét er interessant, hvis man kigger ind i den kommende sæson. For hvordan vil Kasper Møllers evner have det i Serie 2, og kan Balling og Mossing holde deres høje snit i den tredjebedste, kvindelige række?
Og kigger man ned på fjerdepladsen, hvor ØK’s Rune Skovgård er placeret med 11 mål, er der fortsat en mulighed for, at han også skal score sine mål i Serie 2 til foråret. Lørdag spiller ØK nemlig oprykningsfinale mod MorsØ.
Hos mændene ligger det fast, at Højslev Station og Skive IK spiller i Serie 1 til foråret. Vinderup og Sparkær er i Serie 2 og Mønsted i Serie 3 sammen med Sallingsund, som rykker op fra Serie 4.
ØK spiller enten Serie 2 eller 3, mens Højslev Station eller Skive IK spiller i Serie 3. De to hold er i indbyrdes playoff-finale lørdag i Egeris. Hos kvinderne er Skive IK i Kvindeserien og ØK i Jyllandsserien til foråret.
Det er spillere fra disse klubber, som tæller med i kampen om lokalområdets topscorerpris.”
Her er de øverste på topscorerlisten:
17 mål – Kasper Møller, Sparkær
13 mål – Sofie Balling, Skive IK
12 mål – Cecilie Mossing, Skive IK
11 mål – Rune Skovgård, ØK
9 mål – Morten Harritz, Mønsted, Sylvester M. Poulsen, Skive IK, Lasse Sørensen, Skive IK, Kevin F. Nielsen, Vinderup
8 mål – Linus Beyer, Højslev St.
-hp