Det blev en særdeles underholdende og neglebidende aften på Sparkær Stadion, da semifinalerne skulle afgøres. Igen var der tæt besat på langsiderne til begge kampe, og de fik igen fuld valuta for pengene i de to kampe. På et tidspunkt langt hen i 2.halvleg lignede det to gange amr. straffespark, da stillingen mellem Stoholm og Mønsted var 1-1 og mellem Sparkær og Borup 2-2. Men så scorede Mønsted i det 82. min. og Sparkær i det 80. minut og igen i det 90. min., og så var det hele afgjort.
Sparkær fik en forfærdelig start i kampen mod Borup, da målmand Oliver Andersen i kampens første minut spillede bolden lige ud i fødderne på Sebastian Dam Kjær, der havde let ved at score. Sparkær kom dog hurtigt over forskrækkelsen og fandt ind i kampen. Trods flere chancer til Sparkær var blev der ikke scoret yderligere før pausen. Anden halvleg var dog kun 5 min. gammel, da Asger Fjeldsted udlignede, og 5 min. senere bragte Noah Hvass Gjørup Sparkær foran 2-1. Borup udlignede i det 51. min. da et frispark fra Henry Elkjær blev rettet af og snød Oliver Andersen i målet. Men så kom afgørelsen i de sidste 5 min. af kampen – først scorede Kasper Henriksen til 3-2 og i sidste minut Kasper Møller til 4-2 på en friløber. En fair spillet kamp uden kort.
Sparkær-træner Per Vester Sørensen:
Borup kom hurtigt foran på pres, og Oliver bliver desværre blokeret, og de scorer på riposten. Derefter spiller vi en fremragende 1. halvleg, hvor vi skaber 4-5 store chancer, brænder straffespark (Kasper Møller), men August står fremragende i Borup-målet. 2. halvleg tættere med overvægt af spil og chancer til os, men vi skal helt hen til sidst, hvor vi scorer fortjent to gange mere og er i finalen. Vi/jeg glæder os helt vildt nu til kampen mod Mønsted, hvor den bare skal have maks. gas. Forza Sparkær!
Kristian “Krudt” Kjær, Borup-træner:
En kamp med knald på. Sparkær trykker hårdt på efter Sebastians tidligere mål. Vi redder stormen af takket være August i målet. Han redder et yderst tyndt straffespark. Omvendt bliver Mikkel Østergaard snydt i den anden ende. Vi manglede 7-8 normale spillere, men udfordrede Sparkær til det sidste. Til sidst kunne den gå begge veje, men Sparkær vinder dog fortjent. Tak til mine debuterende lånespillere Mikkel Østergaard, FC Salling og Rasmus Skovgård, tidligere ØK. Derudover debut til 2. træner Jonas Hauris og comeback til Rasmus Abildskov. Så en blandet flok, som lige så godt kunne have sunget sejrssangen. Men tillykke til Sparkær og trods alt en fortjent sejr.