Pressemeddelelse 19. maj 2024
Når Sparkær IF’s serie 2 spiller hjemme mod Bjerringbro på fredag, er det Poul Vistisen, der igen står på sidelinjen og skal dirigere tropperne. Det sker efter, at Sparkær IF har ønsket at afbryde samarbejdet med Per Vester Sørensen her godt et halvt år, inden aftalen udløber.
- Det er en række tilkendegivelser fra en større del af førsteholdstruppen, der har gjort, at klubben har taget det usædvanlige skridt. Vi har valgt at lytte til spillerne, og så håber vi, at de vil stå sammen og få rettet op på de ting, der givet vis ikke fungerer, fortæller formand Hans Peter Johansen, der fortsætter:
- Vi har været glade for at have Per i Sparkær IF. Han har bragt godt humør og mange gode sociale tiltag med sig, f.eks. fællesspisninger, træningslejr m.m. Og resultatmæssigt har han også præsteret med en Fjends Cup finale og oprykning til serie 2, men her og nu er der brug for forandring.
Undertegnede overbragte Per beskeden lørdag eftermiddag i Ulbjerg. Han tog meddelelsen med oprejst pande, og vi fandt hurtigt en løsning på det formelle. Per har denne kommentar:
- Tak for muligheden i Sparkær, en fornøjelse at prøve. Efter et helt fremragende år med finale i Fjends Cup og oprykning i Mønsted til serie 2 har det virkelig været et hårdt forår med mange trælse ting. Afbud, skader og store nederlag har tæret på både mit og spillernes humør. Så helt sikkert at der skal ændring til, og det har jeg nok ikke lige overskuddet til og svaret på. Så nu håber jeg bare, det vender, så man kan sikre sig overlevelse og ikke mindst få humøret op igen hos alle omkring holdet.
Sparkær IF og Poul Vistisen har lavet en aftale, der løber til udgangen af 2024.
Hans Peter Johansen
Formand
Sparkær IF
21 75 43 17