En fodboldkamp er tabt, men verden går ikke under af den grund. Godt nok var der ikke megen opmuntring at tage med hjem fra Ørslevkloster torsdag aften, men den smule, der var, kan bruges igen på søndag, når turen går til Bjerregrav for at møde HBI i en kamp i Fjends Cup Ligaen, hvor Sparkær trods alt har maksimumpoint efter en enkelt kamp.
Det lykkedes at score tre mål, og det burde et eller andet sted være nok til point. Men ikke for Sparkær, for der lukkes alt for mange mål ind. Jeg skal ikke træde mere i det, men det er synligt for enhver, at der er noget, der ikke fungerer. Det håber vi, træner Poul Vistisen får sat styr på til søndagens kamp. Ellers kan man frygte det værste igen.
Det positive fra ØK-kampen er, at spillerne fik vist, at de sagtens kan være med, men der skal altså investeres noget mere gejst og vilje over en hel kamp, hvis tingene skal lykkes. Lad det være budskabet denne gang!
Anders Holm udgik med en fiberskade i Ørslevkloster, og han erstattes af Frederik Suchsdorff. Ellers er det de samme spillere som i kampen mod ØK.
God kamp!
-hp