Sparkær IF’s serie 5 vandt lørdag en storsejr på 10-1 over Trojka/Team Nørreå, og det betød, at holdet rykker op i serie 4.
Om det var et mål i sig selv, skal være usagt, men spillerne går jo på banen for at vinde, og det har de gjort.
Før ombrydningen vandt de 3 og tabte 1, og det betød, at holdet skulle spille med om oprykning efter ombrydning. Her er 4 hold i puljen, og Sparkær har nu vundet 2 og spillet 1 uafgjort.
Det er så nok til at rykke op, for Skive IK har trukket deres hold i puljen, så dermed mangler Sparkær nu kun en kamp mod Vestermarken på fredag, og den har ingen betydning.
Hvad oprykningen bringer, må tiden vise, for det er jo ingen hemmelighed, at der ind imellem har været problemer med at stille holdet her i efteråret. Men med lørdagens opstilling, skal det nok gå. Så huske lige det til foråret, når der skal stilles hold!
-Hp