Nyheder

Mønsted var en tand skarpere igen

Mønsted fik den tredje sejr i træk (3-1), mens Sparkær tabte for anden gang i træk, da de to naboklubber mødtes tirsdag aften i Sparkær. Det blev en frisk åbning på kampen med chancer i begge ender. Mønsted var først til at byde på et mål, da Nicklas Lausen slap fri i højre side, men i stedet for at spille sine to medspillere midt for målet, skød han fr en spids vinkel og forbi målet.

Minuttet efter burde Daniel Brøns have bragt Sparkær foran, da han selv driblede sig igennem Mønsted-forsvaret, men hans skud fra nært hold fik Gustav Jønsson en fod på. To minutter senere drejede Anders Brøns med hovedet et frispark på indersiden af stolpen. Efter denne hæsblæsende start faldt der lidt ro på kampen, men efter 20 min. slap Sparkærs Michael Hansen helt igennem, men begyndte at drible i stedet for at skyde på mål.

IMG 7561 kopier
Unge William Daa trak flest stemmer hos Sparkær efter kampen og viste vilje og gejst hele kampen.

Mønsted holdt hele tiden 3 mand fremme og lurede på at få bolden frem til de hurtige folk. I det 36. og 38 minut var gæsterne tæt på at komme foran. Mads Langhoff ramte overliggeren på et skud udefra, og Martin Harritz var tæt på efter et hjørnespark. Mere blev det ikke til før pausen i en underholdende og lige første halvleg, hvor Sparkær havde de største muligheder.

Anden halvleg startede som første. Frederik Andersen sendte et hovedstød i sidenettet i det første minut, men minuttet efter var Nicklas Lausen meget tæt på at bringe Mønsted foran i to omgange. I det 56. minut kom Mønsted så foran, da Morten Harritz vristede sig fri i Sparkær-forsvaret og scorede. Det var der ikke så meget at sige til, for Mønsted var kommet bedst ud til 2. halvleg, og Sparkær havde langt sværere ved at komme frem til noget i modsætning til 1. halvleg. Hjemmeholdets spil var for usammenhængende og tilfældigt, og Mønsted havde let ved at afvise. Daniel Brøns var stort set ene om at forsøge noget fremad mod Mønsted-målet.

I stedet slog Mønsted til igen i det 73. minut, da Sebastian Drensborg fik al for god tid uden for feltet og placerede bolden tæt ved den ene stolpe. Tre minutter senere lå bolden igen i Sparkærs mål, men der blev markeret og dømt for off-side. Mønsted havde efterfølgende flere muligheder for at lukke kampen, blandt andet et drøn på overliggeren af Mads Langhoff. I stedet kom der en smule spænding, da Michael Hansen i tillægstiden fik reduceret til 1-2, men kort efter lukkede Morten Harritz kampen med sit andet mål.

IMG 7584 kopier
Mønsted-spillerne kunne for tredje gang i træk juble over en sejr over Sparkær.

En fortjent sejr til gæsterne efter en 2. halvleg, hvor de var klart bedre end Sparkær. Der var afbud på begge hold, men i aften var det tydeligt, at afbuddene gjorde mest ondt hos Sparkær, der nu har en svær udekamp på fredag i Skals. Her kommer der nogle af stamspillerne tilbage – hvor mange vides ikke endnu.

Unge William Daa viste igen den gejst og vilje, som skal til, og han løb da også med de fleste stemmer med målmand Jonas Drensborg som næste stemmesluger.

Læs Mønsted-træner Niels Christiansens kommentar:
“En kamp mod Sparkær er altid svær. Vi vidste, hvad de ville komme med, at de gerne ville slå lange bolde til Noah Hvass og Michael Hansen. Vi lykkes i store dele af 1. halvleg med at lukke ned for dem. Men vi så også, at når vi ikke var opmærksomme og koncentreret, så sværmede Sparkær om vores mål. Og det var også lige ved at koste, men vi holdt stand. 2. halvleg blev domineret af Mønsted, og sejren synes jeg ikke kan indvindes noget imod. Og særligt Matias Madsen spillede en flot kamp. En god sejr, og endnu engang kan Mønsted have håneretten i lokalområdet🙂

Hør Sparkær-træner Per Vester Sørensens kommentar.

Se flere billeder

-hp

del på de sociale medier

Facebook
Twitter