Nyheder

Lokalbrag i lyn og torden

Onsdagens sene aftenkamp mellem Sparkær og Stoholm blev i ordets egentlige forstand et lokalbrag, der var afbrudt i godt et kvarter i 2. halvleg på grund af lyn og torden. Inden det skete forløb kampen som ventet med Sparkær i boldbesiddelse og Stoholm i forsvarsposition lurende på kontramuligheder. Det gav ikke mange chancer, men efter 18 minutter fik Noah Hvass en af de store, da han selv skaffede sig frit skud tæt på mål men lige på Stoholm-målmand Tobias Johansen.

I den anden ende var Stoholm sjældne gæster, men efter godt en halv time var de tæt på at komme foran. Heldigvis for Sparkær nåede William Daa tilbage og reddede på målstregen. Resten af halvlegen blev stort set chanceløs. Sparkær havde bolden meget og spillede sådan set godt rundt, men kom sjældent for alvor igennem Stoholms solide forsvar.

IMG 7609 kopier
Stoholm-målmand Tobias Johansen havde flere gode indgreb. Tv. Sparkærs Mikkel Mackenhauer

Efter pausen kom Sparkær igen bedst ud, og efter et par minutter var Kasper Henriksen fri i venstre side, men fik ikke afsluttet hårdt nok. Stoholm kom langt mere med efter pausen, og Sparkær mistede lidt momentum. Midt i halvlegen var dommer Jørgen Laursen konsekvent og afbrød kampen ved det første lyn, og kort efter styrtede regnen ned. Spillerne og tilskuerne gik i læ i klubhuset og kom først ud igen et kvarter senere for igen at blive sendt ind.

Men kampen kom i gang med 23 minutter tilbage at spille, og efter pausen sad Sparkær på det meste. Og målet kom med et kvarter igen på et fremragende frispark af Asger Fjeldsted fra ca. 20 meter. I den følgende periode følte Sparkær-spillerne sig snydt for hele tre straffespark, Men i stedet fik Stoholm foræret et helt forkert straffespark dømt mod målmand Jonas Drensborg. Til al held for Sparkær og græmmelse for Stoholm skød Mathias Rørbæk Klausen langt over mål med få minutter igen. En udligning ville da heller ikke være fortjent efter spil og chancer.

IMG 7698 kopier
Asger Fjeldsted scorer her kampens eneste mål på et fremragende frispark.

Det var Stoholms andet nederlag i træk med 0-1, og det er da også et hold, der er svære at spille imod. De har kun scoret 2 mål i 6 kampe, og det skal de have forbedret, hvis de skal overleve i serie 3. Næste mulighed for det er på søndag, hvor de skal en tur til Mønsted i et regulært bundbrag. Sparkær har med to sejre over naboerne fået luft til bunden og kan begynde at se fremad. Næste kamp er på lørdag hjemme mod Skals, og en sejr her vil bringe de rød/hvide med i toppen.

Se flere billeder

Hør reaktioner efter kampen

-hp

del på de sociale medier

Facebook
Twitter