Der var ikke meget krudt i lokalopgøret lørdag eftermiddag mellem Stoholm og Sparkær på et velbesøgt Karlsen Arena. Hjemmepublikummet fyldte godt op på tribunen, men der var også mange på udebaneafsnittet på sidelinjen ved måltavlen. Der var ikke mange højdepunkter at skrive ned på blokken, og i en 1. halvleg, hvor stoholmerne virkede mest tændte, skete der ikke meget foran de to målmænd. Kun lige lidt panik ved en høj bold i Sparkærs felt allerførst i kampen.
Midt i halvlegen fik Kasper Møller en friløber, men målmand Tobias Johansen fik foden på, og et par Sparkær-spillere, der fulgte op, fik ikke bolden over stregen. Herefter satte Sparkær sig mere på spillet uden at skabe reelle chancer. Stoholm fik en enkelt god mulighed i slutningen af halvlegen, hvor Jonas Drensborg fik foden på en afslutning tæt ved den ene stolpe. På
0-0 ved pausen, og som 2. halvleg skred frem, lignede det mere og mere en 0-løsning, som ingen af holdene kunne bruge til noget. Mikkel Mackenhauer spillede en stor kamp i forsvaret, og man var faktisk ikke nervøs for, at Stoholm skulle score. Omvendt bød Sparkær heller ikke ind med ret meget farligt, før Daniel Brøns i det 84. minut sendte Kasper Møller afsted. Han afviste Rasmus Christensens forsøg på at stoppe ham og sendte bolden forbi Tobias Johansen og i mål til slutresultat 0-1.
En ikke særlig opløftede kamp, men ud over Mikkel Mackenhauer viste Oliver Andersen kvaliteter på midtbanen, mens William Daa som altid viste stor vilje og engagement. Frederik Andersen og Asger Fjeldsted var tydeligt savnet på midtbanen. Med sejren bevarede Sparkær muligheden for at nå andenpladsen, som giver playoff til serie 2. Det sker, hvis VFF taber deres sidste kamp i Bjerregrav og Sparkær vinder i Skals i årets sidste turneringsrunde.
Selv om det var svært at se, så var det jo en kamp mellem top og bund. Men Sparkær spillede ikke som et tophold og Stoholm ikke som et bundhold, og derfor blev det en jævn og lige kamp. Stoholm har da også vist, at de kan matche både Ørslevkloster og Sparkær, hvor det er blevet til fire nederlag på 0-1. De skal bare til at score nogle mål, og det kommer helt sikkert i serie 4 til foråret.
-hp