Ja, lige nu er det et godt spørgsmål. De to seneste kampe har – med forskellige årsager – ikke vist, at holdet vil byde med i toppen. Snakker man med folk fra andre klubber, der følger med i pulje 31, men også andre, så er de fleste overraskede over den nuværende placering. Mange havde forventet, at Sparkær skulle spille med om oprykning.
Det kan selvfølgelig ske endnu, men er det målet? Måske forventninger udefra er anderledes end spillernes? Det vil vise sig i de kommende kampe, for materialet er der stadig trods et par skader. Men spillermaterialet og dets muligheder er indtil nu ikke blevet forløst, og skal det ske, skal der nok skrues en anelse op for gejsten og viljen til at ville vinde.
Det får vi en pejling af søndag eftermiddag, når topholdet Nørremarken tager imod på en varm kunstgræsbane i det nordlige Viborg. I den modsatte kamp i Sparkær viste de rød/hvide, at ”hvepsene” kan tæmmes, men det kræver en koncentreret indsats i samtlige 90 minutter.
Efter masser af afbud til kampen mod Skals i onsdags er de fleste fra en normal startopstilling tilbage, så vi ser frem til, at Nørremarken bliver udfordret for alvor søndag kl. 13.00.
-hp