Sparkær kunne lørdag eftermiddag rejse fra Rødding med en fuldt fortjent 2-1-sejr over Tjele Vest Sport i bagagen. En kamp, hvor gæsterne leverede en fremragende første halvleg og burde have lukket opgøret tidligt, men måtte kæmpe hele vejen til slut, inden anføreren Daniel Brøns sikrede sejren med en stærk solopræstation kort før tid.
Sparkær satte sig tidligt på kampen med højt pres og stor energi. Allerede efter 17 minutter kom føringen, da Tjele-målmanden modtog en tilbagelægning, som han kluntet kikser ved udsparket. Bolden sprang op i luften med skru, og Casper Arvesen — som gennem hele første halvleg sled og slæbte for holdet — var vaks og headede bolden over en forsvarsspiller og i mål til 0-1.

Sparkær fortsatte med at dominere og skabe chancer. I det 24. minut kombinerede Daniel og Asger sig flot frem til en friløber, men Daniel måtte se sin afslutning prelle af på Tjele-keeperen. Kort efter, i det 26. minut, kom Arvesen fri på venstrekanten, men fra en spids vinkel sneg afslutningen sig forbi den fjerneste stolpe.
I det 32. minut var det Asger, der fik en gylden mulighed, da han fik en flot diagonal bold fra en velspillende Mikkel Riis, men desværre for gæsterne gik afslutningen lige på målmanden. Sparkær var klart bedst i første halvleg, og det var kun ineffektivitet foran mål, der forhindrede en større føring ved pausen. Både Mikkel Riis og Asger leverede en god kamp, hvor Riis fra sin position som venstre back gjorde det rigtig godt. Asger gjorde det også godt og løb mange meter i opgøret, selvom han ikke fik scoret.

Efter en times spil måtte Sparkær foretage dobbelt udskiftning. Casper Arvesen og Frederik Andersen blev taget ud efter at have leveret solide indsatser, og ind kom Jacob Pedersen og Omar Omar, og sidstnævnte var tæt på at få en uheldig hovedrolle i de døende sekunder af opgøret.
Anden halvleg blev langt mere på hjemmeholdets præmisser. Tjele Vest Sport kom bedre med, og allerede tre minutter efter pausen blev det farligt, da de sendte en tværbold ind foran Sparkærs mål, men afslutningen fra klos hold røg over mål. Sparkær blev herefter presset længere tilbage på banen og måtte satse mere på hurtige omstillinger, men kvaliteten på boldomgangen var væsentlig dårligere i 2. halvleg.
I det 82. minut opstod der uro i Sparkærs bageste kæde, da en dyb bold fra Tjele førte til en misforståelse mellem målmand Asmus og forsvarsspilleren Villiam. Heldigvis blev situationen akkurat reddet op i sidste øjeblik ved at Asmus fik bolden sparket ud af kommunen.
Men to minutter senere fik hjemmeholdet dog udlignet efter klumpspil foran Sparkærs mål. Bolden blev ikke clearet ordentligt, og Tjele udnyttede forvirringen til at bringe balance i regnskabet med målet til 1-1. Udligningen var ikke ufortjent, og det lugtede kraftigt af, at Tjele kunne stjæle point. Kort efter får Tjele gult kort pga. brok, som viser sig at være dyrt for dem.
Sparkærs nye anfører Daniel Brøns ville det anderledes. I det 88. minut tog han sagen i egen hånd med en flot solotur, hvor han satte fart, driblede forbi flere modstandere og med stor kølighed placerede bolden i det lange hjørne til 1-2. Målet udløste stor jubel blandt de medrejsende Sparkær-fans.

Dramaet sluttede dog ikke her. I kampens døende sekunder kastede Tjele alt frem på et sidste indkast. Superliga-dommer Lasse Graagaard, som i øvrigt dømte en flot og sikker kamp, holdt godt overblik i en hektisk afslutning. Tjele sendte bolden ind i feltet, hvor en spiller fra hjemmeholdet modtog bolden. Sparkærs Omar gik hårdt til ham med begge hænder i ryggen, og Tjele-spilleren faldt over bolden. Mange kiggede mod dommeren, som dog holdt fløjten tavs, til stor lettelse for Sparkær-lejren.

Sparkær kunne herefter holde føringen hjem og hente tre vigtige point. Kampen var set over 90 minutter fuldt fortjent til gæsterne, som dog burde have lukket opgøret allerede i første halvleg. I forsvaret spillede Kasper Holm en fremragende kamp og blev da også fortjent kåret til kampens spiller med hele 36 stemmer. Han blev tæt fulgt af Daniel Brøns, der med sit afgørende mål og stærke indsats fik 26 stemmer.

Efter slutfløjt var Sparkærs træner, Kurt Mogensen, da også godt tilfreds med holdets præstation, men understregede samtidig, at man skulle have afgjort kampen langt tidligere. Nu har man snor i toppen igen, og denne kamp var ret afgørende for hvor vi skal se hen.
næste opgave er 2. påskedag hjemme mod b67.
Serie 5 hentede sejr over Stoholm i Stoholm.
Sparkær, anført af Karlo, sikrede sig en fortjent 2-5 sejr ude mod Stoholm i Serie 5. Selvom Sparkær kom bagud 1-0 tidligt i opgøret, holdt de hovedet koldt og vendte kampen til deres fordel. Michael Hansen var kampens helt store profil med et imponerende hattrick, mens debutanten Mikkel Tobiassen satte prikken over i’et med sin første scoring for holdet. Victor Weller bidrog også til sejren med en sikker afslutning.
Sparkær leverede en stærk holdindsats, og det blev også afspejlet i stemmerne til kampens spiller: Viggo Hald løb med flest stemmer (33), tæt fulgt af hattrick-helten Michael Hansen med 25.

En velfortjent sejr til serie 5, der viste flot moral og effektivitet foran mål.
-JM