Nyheder

Ny Sparkær-sejr i Stoholm

Stoholm og Sparkær tørnede lørdag sammen for anden gang her op til sæsonstarten den 29. marts. Første kamp den 18. februar endte med en 2-1 sejr til gæsterne, og lørdag var det igen Sparkær, der kunne rejse østpå med en sejr – denne gang på 3-1.

Som i den første kamp kom Stoholm foran 1-0, og det skete på et hjørnespark, hvor bolden landede for fødderne af en Stoholm-spiller, der resolut sendte den i mål efter ca. 20. min. spil. Det var dog en kort glæde for stoholmerne, for minuttet efter havde Kasper Møller udlignet, da han blev sendt alene mod mål. Og efter en halv time scorede William Daa et af sine sjældne mål, da han var hurtigst over en bold i feltet og nærmest tacklede bolden i mål.

William Daa 2025 1
William Daa. Arkivfoto.

Sparkær havde  bolden i mål endnu engang inden pausen efter gode kombinationer i  feltet, men Møller blev efter eget udsagn fejlagtigt dømt off-side. Målet til 3-1 kom efter pausen, og det var igen Kasper Møller, der blev sendt afsted mod mål og scorede sikkert. Begge gange var det Daniel Brøns, der stod for oplægget.

Det var ikke en kamp med mange chancer. Sparkær havde bolden meget, men havde igen svært ved at lukke Stoholms kompakte organisation op. En enkelt stor chancer kom dog hen mod slutningen, da Jacob Pedersen serverede et flot fladt indlæg, som William Daa sendte langt over mål. Stoholm kom ikke frem til meget men truede dog Jonas Drensborgs mål et par gange.

Nu er det heldigvis slut med kampe på kunstgræsbanen i Stoholm, der har udviklet sig til en “skrækbane” for Sparkær. Først brække Anders Holm en håndrodsknogle, og i går var det Casper Arvesens tur til at brække noget i en finger, og det holder ham ude i 3 uger. Anders Holm får den 1. april besked på, hvad status er med hans skade.

Næste og sidste test for Sparkær er på lørdag mod ØK i Ørslevkloster kl. 13.00.

-hp

 

del på de sociale medier

Facebook
Twitter