Nyheder

En svær udebane venter

Når Sparkærs serie 3 torsdag aften drager mod klostret i det nordlige Fjends Herred for at møde ØK, så er det den første af to svære udekampe, da Hersom/Bjerregrav venter på søndag i Bjerregrav.

IMG 5066

To hold, som træner Poul Vistisen har et godt kendskab til, og som ikke bør kunne overraske de stribede. Især ØK har Sparkær mødt en del gange de seneste år i serie 3 og senest i foråret i serie 2.
Her endte det med en 2-1 sejr til Sparkær hjemme og et 1-3 nederlag i ØK i forårets sidste kamp. Især den sidste kamp var vind eller forsvind, og her overlevede ØK med et enkelt mål bedre end Sparkær, for så at tabe playoffkampen en uge senere. Derfor mødes vi nu igen, og disse kampe er altid interessante. De to hold har mødt hinanden seks gang i serie 3 i 2022 og 2023, og kan man bruge statistik til noget, så har de rød/hvide haft overhånden med 4 sejre og 2 uafgjorte.
Men, men – det er på banen og på dagen, at fodboldkampe afgøres, og siden nedrykningsbraget i juni måned er det sket en del på de to hold. ØK – tør vi godt sige – er blevet markant forstærket i front med tilgang af Linus Beyer – en notorisk målscorer, der i foråret bankede mål ind for Højslev St. i serie 1. Og det er han fortsat med i serie 3, hvor det er blevet til 4 mål i den første to kampe. Ham skal der nok holdes et godt øje med.
Omvendt er Sparkær til torsdagens kamp i stærkeste opstilling, og det var de langt fra i den før omtalte nedrykningskamp. Så mon ikke der er lagt op til et jævnbyrdigt opgør mellem to hold, der begge har 4 point og begge kikker opad i tabellen.

IMG 5067

Taberen bliver om ikke hægtet af, så dog sat en smule tilbage i en pulje, hvor det efter de to første kampe ser ud til, at flere vil byde med om en topplacering.
God kamp!
-hp

del på de sociale medier

Facebook
Twitter