Nyheder

Spænding til det sidste i Ørslevkloster


Selv om det så sort ud undervejs, var der absolut spænding til sidste dommerfløjt i skæbnekampen om at undgå nedrykning til serie 3 mellem Ørslevkloster og Sparkær. Men det endte med en sejr på 3-1 til ØK, og det var akkurat lige nok til at sende Sparkær ned. Et mål mere til gæsterne havde sendt ØK ned og Sparkær i playoff. Sådan skulle det ikke være, og de rød/hvide må en tur ned og starte på en frisk efter sommerpausen.

Det blev på flere måder en træls kamp for Sparkær, der med to selvmål hjalp ØK godt på vej. Sparkær fik en forfærdelig start med et selvmål af Anders Holm allerede efter 7 minutter, da han midt for målet dirigerede en tværpasning direkte i mål. Der blev kun værre efter et kvarter, da ØK’s Anders Skov blev sendt afsted i højre side og scorede sikkert. ØK var klart bedst, og Anders Holm måtte redde på stregen, inden Sparkær begyndte at røre på sig.

IMG 4117
Anders Holm havde ikk meget at juble over idag, sidste weekend scorede han også men i denne weekend, scorede han i den forkerte ende.

Efter 25. min. burde Kasper Henriksen have reduceret, men helt fri med målmanden sparkede han lige forbi stolpen. 10 min. senere havde Christian Fly en flot afslutning, som målmanden reddede til hjørnespark. Men der skete også noget i den anden ende, for kort efter ramte ØK stolpen på et hjørnespark. Sparkær var ellers godt med mod slutningen af halvlegen, men kort før pausen kom selvmål nummer to, da William Daa hårdt presset sendte bolden i mål efter et fladt indlæg fra venstre. Ikke lige det, Sparkær havde brug for at gå til pause på.

Holdet kom dog godt ud til 2. halvleg, og 2-0 eller 3-0 var for så vidt ligegyldigt i den sidste ende, for Sparkær skulle under alle omstændigheder score to gange. Efter 13 min. kunne ØK have lukket kampen, da de var meget tæt på at score tæt under mål, men stille og roligt fik Sparkær mere og mere styr på spillet uden dog at skabe nogle reelle chancer. Men efter godt en halv times spil kom reduceringen til 3-1 så, da Kasper Henriksen kæmpede sig fri i feltet og fik bolden i mål.

IMG 4122
Kasper Henriksen scorer her Sparkærs eneste mål, og var stærkt spillende hele kampen igennem.

Herfra blev kampen i den grad spændende, og det så ud til, at ØK-spillerne begyndte at tænke over, at et enkelt mål til Sparkær ville sende dem ned. I hvert fald overtog Sparkær initiativet, men igen uden at komme til det helt store. Kampens intensitet tog til, og dommer Karsten Toft-Hansen måtte have gang i kortspillet med to gule til ØK og et enkelt til Sparkærs William Daa. Det ændrede ikke kampbilledet, men Sparkærs forløsende mål udeblev, og hjemmeholdets spillere kunne juble efter 5 minutters tillægstid.

En jævnbyrdig kamp, hvor ØK havde de fleste chancer og var effektive med hjælp fra et par Sparkær-spillere, så sejren kan der ikke pilles ved. Men spændende var det, og de 14 mand, som Poul Vistisen havde til rådighed i denne altafgørende kamp, viste, at de ville gå ud og kæmpe for trøjen. Ikke alt spil var godt, og der var en del dårlige afleveringer, som blev farlige. Men alle mand gjorde det, de kunne, og så er der ikke mere at sige til det. Der var flere gode præstationer på Sparkær-holdet, men det var Kasper Henriksen, der løb med de fleste stemmer fulgt af Mikkel Mackenhauer, Asger Fjeldsted og Frederik Andersen.

IMG 4118
Sparkær-træner Poul Vistisen var afklaret efter kampen og ser nu frem til en ny start i serie 3.

Efter kampen sidder man tilbage med en, trods nederlaget, god fornemmelse efter et turbulent forår. Spillerne var der i dag og spillede færdig, og træner Poul Vistisen var da også efter kampen afklaret, og ser allerede nu frem til at arbejde videre med den samme trup + lidt mere til Fjends Cup og til efteråret. Tak for indsatsen drenge – I leverede varen trods nederlaget.

IMG 4128
Speeedy lige efter nederlaget. En flot indsats, men han ærgrer sig nok over den brændte friløber i første halvleg.

Hør kommentarer fra træner Poul Vistisen og Frederik Andersen efter kampen.

-hp

del på de sociale medier

Facebook
Twitter