Sparkær kunne fredag aften ikke stille noget op mod oprykningsfavoritterne fra NUGF, som vandt sikkert med 5-1. De rød/hvide var ellers godt med i starten med en friløber til Oliver Andersen, som fik afsluttet for sent, og efter 13 min. kom hjemmeholdet endda foran 1-0 ved Anders Holm, der opfangede bolden efter et hjørnespark og resolut sparkede den i kassen.
Men så begyndte fejlene af melde sig. Først en fejlaflevering midt på banen, der hurtigt blev omsat til 1-1 i det 23. minut, og 10 minutter senere blev Sparkær-forsvaret spillet tyndt i højre forsvarsside, og så var gæsterne i front. Blot 3 min. senere blev det 1-3, da en fejl i forsvaret blev straffet prompte. Det blev også pausestillingen, og Sparkær lignede ikke et hold, der kunne få et comeback.
Var der en tro på det, blev håbet slukket allerede i anden halvlegs andet minut, da en lille NUGF-er fik lov at stå helt umarkeret ved et hjørnespark, og kunne heade bolden ind til 1-4. At Christoffer Holm fem minutter senere fik gult, gjorde det ikke nemmere for hjemmeholdet, der godt nok forsøgte at spille med, men gang på gang blev overmatchet af de boldsikre og hurtige NUGF-ere.
Det lignede mere en kamp, som Nørremarken havde helt styr på og ikke ville investere mere end nødvendigt i. Sparkær kom da også frem til at par gode skudchancer ved Daniel Brøns, men begge gang gik bolden lige over mål. Kasper Henriksen havde også et hovedstød, der gik lige forbi. Det kunne have pyntet med et må eller to, men true Nørremarken kunne Sparkær ikke. Og havde det ikke været for flere gode indgreb af Jonas Drensborg i målet, kunne det være gået værre.
Med 10 min. igen måtte Frederik Sucksdorff også ud med gult, og kort efter blev det 1-5 efter et godt gennemspillet angreb. Mere skete der ikke, bortset fra endnu et gult kort til Sparkær ved Mikkel Mackenhauer i tillægstiden. Stemmerne tilfaldt målscorer Anders Holm, der også spillede godt i forsvaret. Miraklet udeblev, og nu må træner Poul Vistisen samle stumperne inden næste lørdags helt afgørende kamp i Ørslevkloster. Her kan Sparkær nøjes med et enkelt point, men det kan blive svært nok.
Hør kommentar fra Poul Vistisen og Anders Holm
-hp