De rød/hvide fra Sparkær har bragt sig i en gunstig position inden lørdagens lokalbrag mod Mønsted på Siwert Park. 5 point ned til Mønsted på andenpladsen og 6 til Skals på tredjepladsen betyder, at Sparkær med kun to kampe tilbage kan nøjes med et enkelt point i Mønsted for at sikre oprykning til serie 2. Skulle det ikke lykkes i Mønsted, så får Sparkær-spillerne et ekstra skud i bøssen næste weekend hjemme mod Skals, men hvorfor ikke ramme plet første gang?
Det er da også træner Per Vester Sørensens budskab i en stort opsat artikel i Skive Folkeblad torsdag. ”Hvorfor skulle vi smide det hele til sidst? Vi vil da gerne op, og det kunne jo ikke være bedre, end hvis det skete ovre i Mønsted. Men jeg erkender, at lørdagens hjemmehold har en øjeblikkelig overhånd,” siger han til avisen.
Hermed mener han, at MIF-erne har vundet de tre seneste opgør, og Sparkær har de senere år haft det notorisk svært på banen i Mønsted. Men det bør Sparkær-spillerne glemme alt om lørdag og med den nuværende selvtillid og det gode spil i de seneste kampe gå ud og vise, at de er klar i hovederne til at håndtere sådan en kamp.
De har ikke tabt siden 1-3 nederlaget til netop Mønsted den 5. september. Siden er det blevet til fem sejre og en enkelt uafgjort, og med en Kasper Møller i storform og målhumør, bør oprykningen kunne sikres i Mønsted. Men når nu det hele ligner noget, der er serveret på et sølvfad for de stribede, så kan det jo også næsten kun gå galt. Mønsted har alt at vinde og Sparkær alt at tabe, og i værste fald kan Sparkær ende på tredjepladsen, hvis de taber til både Mønsted og Skals. Men lad os nu ikke male en vis herre på væggen!
For Sparkær er i noget nær stærkeste opstilling længe. Torsdag deltog Oliver Andersen for første gang i træningen efter en skade (og en fødsel), der har holdt ham ude siden kampen mod Søndermarken den 25. august og er meldt klar. Mikkel Mackenhauer er dog fortsat ude (p.t. i USA), men han forventes retur inden sidste kamp mod Skals. Så lige nu kan Sparkær ikke stille et stærkere hold end de 14, der har meldt sig klar lørdag.
Værterne fra Mønsted har gjort meget ud af deres sidste hjemmekamp i år og lavet fanzone m.m. i Østfjendshallen op til kampen. Så trods varsel om både regn og blæst, så er der mange gode grunde til at komme til Mønsted lørdag kl. 14.00 (fanzonen åbner kl. 11.30) og bakke Sparkær-spillerne op i bestræbelserne på at sikre oprykning til serie 2 for første gang siden 2016.
-hp