Efter den opløftende indsats mod Feldborg/Haderups serie 2 i sidste weekend venter endnu hårdere modstand, når Sparkær IF’s serie 3 lørdag spiller mod Aulum på deres kunstgræsbane. Aulum vandt i efteråret suverænt deres pulje i serie 2, og spiller dermed i serie 1 i foråret.
Det kan godt gå hen og blive en meget svær opgave for de rød/hvide, for der er både tre skadesafbud og et par yderligere, så det skal nu vise sig, hvor bered truppen er. Det giver plads til nogle nye, og da andetholdets kamp lørdag er blevet aflyst, får træner Per Sørensen mulighed for at se spillere som Frederik Sucksdorff, Omar Omar og Malthe Thomsen an.
Efter forårsagtigt vejr siden træningen startede den 4. februar ramte vinteren i denne uge, og det betød aflysning af tirsdagens træning. Til gengæld blev torsdagens træningen gennemført med flotte 18 deltagere, så lysten til træning er intakt trods sne på banen.
”Vi skal til at nærme os topformen. Desværre er der afbud/skader, men så må resten stå sammen og vise, hvad vi kan her i klubben”, lyder budskabet fra træner Per Sørensen.
Kampen spilles i Aulum lørdag kl. 14.45.
hp