Fjends Cup er slut, og nu står efterårsturneringen for døren. For Sparkærs vedkommende med en vanskelig udekamp mod Fjends Cup mestrene fra Skals FF. De grønne fra Skals er oprykkere til serie 3 efter et halvår i serie 4, og de melder forsigtigt ud, at det handler om ikke at rykke ned igen. Den udmelding skal man nu ikke lade sig narre af, for alle, der har set Skals i både semifinale og finale i Fjends Cup, vil vide, at det er et godt og velorganiseret hold, som efter bedste bud herfra skal kikke opad i stedet for nedad i tabellen.
Det skal Sparkær også med det hold, Poul Vistisen råder over i efteråret. Godt nok er Mads Trærup Johansen og Alexander Møller taget til Aalborg for at læse videre, men der bør stadig være så megen bredde i truppen, at de stribede kan snakke med i toppen igen. Til søndagens kamp må Vistisen dog se bort fra både Asger Fjeldsted og Mads Daa Vistisen, der døjer med skader.
Skal Sparkær igen med i den sjove ende af tabellen, så skal der altså nogle andre takter i spil, end vi så i 2. halvleg af semifinalen og kampen om 3. pladsen. Det så ikke godt ud, og bliver der ikke skruet op for både tempo og fysik, så bliver det svært.
Så læg nu skuffelserne bag jer og få noget humør og optimisme ind på holdet, så kommer der point på kontoen. Og opbakningen vi helt sikkert være til stede på Skals Stadion søndag kl. 15.30 fra de mange rød/hvide supportere. Lad os få den revanche!
-HP